Saigon/Ho Chi Minh City og Mekong deltaet
Trip Start
Jul 13, 2008
1
14
16
Trip End
Oct 31, 2008
Ho Chi Minh City,
Vietnam
Tuesday, September 23, 2008
Saa den dag vi ankom lavede vi ikke stort andet end at nyde vores rare vaerelse. Naeste dag var det saa meningen at vi skulle paa en masse sightseeing, men det gik lidt i fisk. Vi kom for sent op og da vi saa ankom til det foerste vi skulle se var det lige lukket i to timer til frokostpause (temmelig lange frokostpauser de holder sig. Men saa kunne vi jo ogsaa lige saa godt holde frokostpause, saa vi fandt en rigtigt laekker restaurant hvor vi for foerste gang stiftede bekendskab med vietnamesisk kogekunst, og det er paa alle maader vaerd at skrive hjem om! De forstaar virkeligt at faa det optimale ud af de super laekre raavarer de har til raadighed. Det stod hurtigt meget klart at i det her land var vi noedt til at skulle paa madlavningskursus, og se om ikke vi kunne lure bare et par af deres tricks. Selv om frokosten var enormt god var det jo meningen vi skulle paa sightseeing saa vi begav os over til noget de kalder reunifikation palace (genforeningspalaset). Det var her praesidenten for det sydlige Vietnam boede og det var her aftalen om genforening blev underskrevet i 1976. Det var nu ogsaa meget spaendende at se hvordan det saa ud men mest spaendende var det at gaa rundt i kaelderen der var indrettet som beskyttelseskaelder. Her havde den sydvietnamsiske praesident siddet under krigen og fulgt med i, og styret slagets gang (selv om han nok ikke havde saa meget at skulle have sagt, det var nok USA der trak i alle traadene).
Da vi var faerdige med det stod det ned i laarfede straaler og vi havde selvfoelgelig glemt vores regntoej, saa selv om det var begraenset hvad der var naaet, kaldte vi det for en sightseeing-dag og tog tilbage til hotellet, og var enige om at naeste dag maatte vi tidligt op saa vi kunne komme i gang. Naeste dag sov vi for laenge igen saa den plan gik jo rigtigt godt! men vi kom da afsted og kom ud til deres museum om krigen mod USA. Det er helt klart en af de oplevelser der kan betegnes som gruvaekkende men ogsaa laererige. Nogle af de billeder af krigsofre de havde til at haenge kunne faa den mest kyniske mand til at vende sig bort. Men det er jo vigtigt at huske hvad der er sket saa det ikke gentages. Selvom det er en leksion som det er ganske faa lande i verden der synes at have laert. Selv om billeder taler hoejere end ord, og det bestemt ogsaa var til faeldet her, var der dog ogsaa andre genstande paa museet der kunne saette tankerne igang. Der var blandt andet en plakke hvorpaa der sad en masse medaljer der var blevet givet til en amerikansk soldat der tydeligvis maatte blive betegnet som en helt i USA. Der var alt lige fra "purple heart" til "bronze star" til meget andet som amerikanerne uddeler som tegn paa heltemod eller andre bedrifter i krig. Plakken var blevet doneret af ham der havde modtaget medaljerne, og i toppen var der en inskription hvor der stod "Undskyld, jeg tog fejl".
Efter museet gik resten af dagen med at slendre lidt rundt og se lidt andre smaating, saasom deres katedral og posthus og andre fine bygninger. Ligeledes gik d. 8 ogsaa med at rende rundt og se nogle af de andre sevaerdigheder som Saigon har at byde paa, dog stadig i et ganske sloevt tempo.
Nu skulle der til at ske noget. Saa naeste dag tog vi paa tur ud af byen for at komme ud og se nogle af de tunnelsystemer som vietnameserne brugte til at gemme sig i under krigen. Det er simpelthen et utroligt stykke ingenioer-arbejde der har skullet til for at bygge de tunler. Bare i det distrikt vi tog til, kaldet Cu Chi, var der under krigen over 250km tunler. og det er ikke bare tunler til at komme fra A til B. Der levede flere hundrede mennesker i dem. De indeholdt alt fra sovesale til sygeklinikker til vaabenlagre til koekner, og alt hvad de ellers maatte have brug for, alt sammen 3 til 12 meter under jorden. Mange af tunlerne er i dag enten faldet sammen eller naesten faldet sammen saa man kan ikke komme ned i dem, men der var dog nogen af dem der var blevet gjort sikre saa turister kunne proeve at bruge dem. Vietnamesere er dog generelt meget smaa mennesker saa de oprindlige tunler er ogsaa blevet udvidet saa de ansatte paa stedet ikke lige pludselig skal ned og traekke tykke vestlige turister fri. Man faar dog stadig en fornemmelse af den klaustrofobiske foelelse det maa have vaeret at bo der. Der var dog mulighed for at proeve om man kunne komme igennem en af de oprindelige aabninger der ikke var blevet udvidet til turister. Den var godt nok lille! Den skulle ikke have vaeret mere end et par centimeter smallere, saa havde jeg (Tim) siddet fast, og jeg er altsaa ikke verdens mest bredskuldret mand:-) Resten af den tur gik med at blive slaebt rundt til alle de smaa fjollede turist-faelder man altid maa acceptere naar man koeber saadan en pakketur.
D. 10 stod den igen paa pakketur, denne gang til Mekong deltaet. Mekong deltaet er et floddelta i det sydlige Vietnam hvorfra Vietnam faar det meste af sin kaempe risproduktion. Hovedformaalet med turen var at komme ud og se nogle af de flydende markeder der er paa Mekong deltaet; ja, og saa selvfoelgelig at se deltaet. Men som sagt tidligere gaar saadanne pakketure tit mest op i af blive slaebt rundt til mere eller mindre ligegyldige turistfaelder, saa vi fik da baade set hvordan man laver slik ud af kokusnoedder, vi fik smagt the med honning (ikke noget saerligt nyt i det) og alt muligt andet der aabenbart ikke har braendt sig saerligt dybt ind i hukommelsen. Men vi var jo forberedt paa at det ville gaa saadan, men vi havde bare ikke tid til at arrangere det selv som vi nok normalt ville have gjort, og det var nu ogsaa en rigtig hyggelig tur alligevel, bare at gaa der og tuller efter guiden og kigge paa alle de smaating vi kom forbi. Denne tur havde vi valgt at tage med overnatning hvilket vi saa frem til da vi havde booket det der hedder et "home-stay", hvilket betyder at man bor ved en lokal famile og spiser det mad de laver, i stedet for at bo paa et hotel sammen med alle de andre turister. Desvaerre naaede vi foerst ud til familien omkring kl 1930, og vi skulle afsted allerede kl 0700 naeste morgen saa det blev ikke til saa meget tid hos familien som man kunne have haabet, men det var en rigtig hyggelig familie, selvom vi overhovedet ikke kunne kommunikere med dem. Maden var ogsaa virkelig god, hvilket er ret vigtigt for det kunne have vaeret en pinlig afaere hvis ikke vi kunne li' det de sat foran os. Maria maatte dog takke nej til risvinen da den mest af alt smager af snaps.
Natten hos familien var dog lidt af en udfordring. Sengen bestod af en betonforhoejning med en rismaatte paa, saa der var lagt op til en haard nats soevn.
Naeste morgen begav vi os, naesten udhvilede og med maven fuld af chilisuppe med nudler, videre ud for at se de flydende markeder. Det er altsaa et syn der er vaerd at tage med. Smaa og store baade vimser ind og ud mellem hinanden i et sandt kaos og forsoeger at saelge alt hvad man kan forestille sig af madvarer og hvad ellers de kan finde paa. Allesammen har saa hejst et ekseplar af deres varer op i en maste saa man kan se hvad de saelger paa lang afstand. Meget smart! Igen gik resten af dagen med turistfaelder og da vi kom tilbage til Saigon var vi godt brugte.
Den tolvte var saa den sidste dag vi havde i Saigon, og nu var vi ved at have travlt. Der var stadig et par ting vi gerne ville se, men mere vigtigt havde vi efterhaanden saa meget at slaebe rundt paa som vi havde koebt i Thailand og Cambodia, at nu var det tid til at faa sendt en pakke hjem. Det var efterhaanden blevet til lidt over 10kg, saa nu er der en ordentligt papkasse paa vej til Gjoel, saa nu maa vi se hvem der kommer foerst, os eller den. Men vi fik naaet det der skulle naaes og fik ordnet det praktiske saa dermed var det ved at vaere paa tide at komme videre i programmet.
