Viet nam, muon nam

• Timogmaria's Profile
• About this blog
• Entry from Ho Chi Minh City

  Ho Chi Minh City, Vietnam
Saturday, September 20, 2008

Saa er det blevet tid til lidt blog igen. Det er jo ogsaa ved at vaere noget tid siden sidst saa der er jo sket en del, og det maa vi jo beklage, ikke bare fordi at der er nogen derhjemme der begynder at rykke for dem, men ogsaa fordi at de her blogs fungere lige saa meget som dagbog for os som det fungerer som opdatering til jer, og der er efterhaanden ved at vaere lidt svaert at huske praecis hvad vi lavede i starten i Vietnam for efterhaanden over 2 uger siden. Men grunden til at det er gaaet lidt sloevt er faktisk ganske lige til. Det viste sig nemligt at en boligudlejer vi havde indgivet en ansoegning til pludselig havde en aabning til os, saa alt den tid vi havde til at gaa online er simpelthen gaaet med at faa fundet ud af om det var noget vi skulle slaa til paa eller ej. Saa nu er det gjort og vi skulle gerne have en fin 92m2 lejlighed med fin central beliggenhed ventende paa os dagen efter vi kommer hjem. Det skal lige siges at det ikke er verdens nemmeste opgave at kigge lejlighed i Aarhus naar man er paa rundrejse i Vietnam, men heldigvis var der hjaelp at hente hos nogle af dem af vores venner der bor i Aarhus (super mange tak til Christian) saa det var super rart.

Naa men... tilbage til det vores blog egentligt skal handle om, nemlig de foerste indtryk af Vietnam.

Vi ankom til Vietnam med bus fra Phnom Penh og det at komme over graensen gik ganske glidende og nemt. Allerede i den graenseby vi ankom til var det tydeligt at det er et helt andet land vi var ankommet til. Vi var jo ikke kommet til et rigt vestligt land, men standarden var klart bedre end hvad vi efterhaanden havde vendet os til i Cambodia. Som jeg tror vi beskrev i en tidligere blog var graensebyen naar man kommer ind i Cambodia i bund og grund ikke meget andet end et jordhul med en flok mere eller mindre faldefaerdige huse, men her i Vietnam var det anderledes. Vejen var asfalteret og ganske acceptabel, husene var paene og for langt hovedpartens vedkommende lavet af sten og ikke bare bambus og blikplader. Samtidig var der ligefrem plantet blomsterarangementer nogle steder i vejkanten hvilket da vidner om bare en lille smule overskud saavel socialt som oekonomisk. Som netop naevnt skal det naturligvis ikke lyde som om at penge er noget man generelt har i vietnam, fattigdommen og den sociale elendighed er stadig enorm, men de er bestemt et skridt foran Cambodia og generelt paa vej i en fornuftig retning hvor man kun kan haabe at noget af det naeste der bliver taget haand om er den enorme korruption der stadig hersker i staten og i styrrende enheder saasom politiet. Men det er stadigt rart at se at et lande der for kun 33 aar siden var i gang med en utrolig blodig krig, dels med amerikanerne og dels mellem nord og syd, allerede nu viser saa sunde tegn paa vaekst.

Boligstandarden for os som rejsende maatte ogsaa siges at aendre sig drastisk da vi kom til Vietnam. I Cambodia havde vi gennemsnitligt betalt ca 30kr for et vaerelse, men saa havde vi til gengaeld heller ikke haft airkondition siden vi forlod Bangkok, varmt vand havde vi kun haft en enkelt gang, og luksusting som tv og koeleskab var generelt ikke noget vi havde. Derudover var det eneste der som regel havde vaeret bare nogenlunde rent paa vaerelserne, vores senge. Det er jo ogsaa det vigtigste, men det bliver nu ogsaa lidt traels i laengden at vaeggene paa badevaerelset altid er overgroet med svamp. Men alt det aendrede sig med vores foerste vaerelse i Vietnam. Her var fuldstaendigt pletfrit over alt, varmt vand, aircon, koeleskab og tv med satelit-tv med engelsksprogede filmkanaler. Og prikken over i'et var at der ogsaa var inkluderet morgenmad, altsammen til den naette sum af 90kr.. Det er bestemt noget mere end det man gav i Cambodia, men skulle man have et vaerelse af samme standard i Cambodia ville det klart have vaeret dyrere. Ulempen er saa selvfoelgeligt at vil man gerne spare nogle penge og have et lidt mere spartansk vaerelse er det meget svaert at opdrive, men vi maa nu ogsaa vaere aerlige at sige at efter at have boet paa meget primitive vaerelser i snart to maaneder var det nu rart at vaelte sig lidt i luksus:-)

Men hvor var vi saa i Vietnam? vi ankom i det sydlige Vietnam i det der i dag hedder Ho Chi Minh City. De fleste der ikke selv har vaeret der, eller paa anden maade har stoerre kenskab til Vietnam, nikker dog nok ikke genkendende til det navn. De fleste har derimod, sikkert i amerikanske krigsfilm om Vietnam-krigen, hoert om Saigon, og det er det samme.

Her kan det maaske vaere frugtbart at komme med en lille kort historieleksion for at det giver mening naar vi fortaeller om det vi har vaeret ude og se. For dem der mener at de er velbevandret i vietnamkrigens "hvor, hvornaar og hvorfor" kan bare spirnge det naeste afsnit over, men her kommer et kort oprids til dem der ikke foeler sig sikre i emnet:

At sige praecis hvornaar Vietnam-krigen startede er mere eller mindre umuligt da Vietnam har vaeret i krig med Thailand, Cambodia, Kina, Frankrig, Japan, USA eller sig selv mere eller mindre konstant de sidste 2000aar, men Vietnam-krigen som vi taenker paa naar vi siger det, startede i 1969. Indtil kort tid forinden havde fransmaendende kontrollen over Vietnam som en del af de kolonier de havde i sydoestasien, men efter at have faaet en del bank af tyskerne i anden verdenskrig havde franskmaendende ikke laengere den fornoedne styrke til at holde ro og orden i et land der efterhaanden blev mere og mere indaedte i deres kamp for suveraenitet. Samtidig var den kolde krig godt i gang og russerne havde allerede faaet en komunistisk fod indenfor i nordvietnam gennem den meget karismatiske nordvietnamesiske politikker og kommunist Ho Chi Minh (ham der senere lagde navn til navneskiftet i Saigon). Amerikanerne saa derfor nordvietnam som en trussel og var bange for at hele landet skulle falde ind under kommunismen og dermed give Rusland og Kina en enormt staerk allieret. De besluttede sig derfor for at stoette den ellers meget upopulaere sydvietnamesiske regering (den var saa upopulaer ved sine egne folk at presidentens eget flyvevaaben faa aar forinden havde bombet ham i hans eget hus). Foerst foregik det i det skujlte, men da det gik op for amerikanerne at den sydvietnamesiske haer var dybt inkompetent og korrupt, og at de paa ingen maade ville kunne holde den nordvietnamesiske haer tilbage uden aabenlys hjaelp, gik de aabent ind i kampen. Dette skete ved falske rapporter om at norvietnamesiske styrker havde gennemfoert et uprovokeret angreb paa to amerikanske skibe. Det kom senere frem at det paa ingen maade var uprovokeret, men det var nok til at faa den amerikanske kongres til at skrive under paa et dokument der gav amerikanske styrker rettighed til at goere hvad de mente var noedvendigt for at beskytte sine folk i Vietnam. Dette dokument blev brugt hele krigen igennem af de siddende amerikanske praesidenter som et groent lys til at goere mere eller mindre som det passede dem i Vietnam uden at den amerikanske kongres kunne goere noget ved det. Hvad der rent faktisk skete under krigen er i relativt hoej grad almen viden. Der er naturligvis stadig masser af ting der aldrig siden har set dagens lys og aldrig vil blive offentligt kendt, men at det var en enormt blodig og skraekkelig krig kan ikke komme som en overraskelse for nogen. Hvem der var vaerst er umuligt at sige, men naar man rejser i Vietnam er holdningen naturligvis at amerikanerne gjorde de mest uhyrlig ting, men spoerger man i USA er holdningen sikkert modsat. Men faktum er at der blev draebt og laemlaestet et utal af mennesker, og der findes stadig vietnameserer der i dag paa den ene eller anden maade lider under efterdynningerne af krigen. Hvad enten de har psykiske eller fysiske men som konsekvens af kamphandlinger, eller de er blevet ofre for noget af al den ueksploderede ammunition der stadig ligger mange steder, eller maaske er de foedt med deformiteter som konsekvens af de kemikalier amerikanerne brugte til at oedelaegge skovene med, faktummet forbliver at tabene var langt de stoerste paa den vietnamesiske side, ikke bare tabet af soldater, men i hoej grad ogsaa de uskyldige civile der blev ofre for noget de intet havde med at goere.

Krigen fik sin slutning i den form vi kender den i 1973 da modstanden mod krigen var blevet saa stor i USA at regeringen var noedt til at traekke sine styrker hjem. Paa dette tidspunkt havde amerikanerne paa ingen maade sikret at kommunisme ikke ville overtage vietnam helt, saa selv om de aldrig officielt har indroemmet det maa man sige at amerikanerne tabte, om ikke paa tabstal, saa i hvert fald paa maalsaetning.

Man maa jo sige at historien omkring Vietnam-krigen ringer temmelig bekendt i oerene. Det er jo meget det samme der sker lige nu i baade Irak og Afghanistan. Selv om den styrke der kommer ind i et land er langt overlegen i teknologi og uddannelse er en fanatisk fjende der kaemper for sit land en utrolig farlig fjende. Og selv om vietnameserne ofte ikke havde andet at kaempe med end bambus, vaaben fra foerste verdenkrig og simpelt fanatisk mod var de jo ogsaa i stand til at paafoere amerikanerne store tab simpelthen fordi de var umulige at finde og amerikanerne blev ved med at falde i de faelder der var gravet over alt.

Efter amerikanerne havde forladt Vietnam fulgte et par aar med spaendinger mellem nord og syd hvilket i 1975 eskalerede til at nordvietnam gennemfoerte et stort angreb paa sydvietnam. Resultatet af angrebet blev at den sydvietnamesiske haer blev grebet af panik og mere eller mindre flygtede saa hurtigt de kunne og de nordvietnamsiske kommunister, med Ho Chi Minh i spidsen, var dermed i stand til, uden stoerre besvaer at overtage kontrollen over hele Vietnam. I 1976 fulgte den offiecielle genforening af de to dele og i de efterfoelgende aar faldt roen stille og roligt over landet.

Vietnam kalder sig stadig i dag for et kommunistisk land, men man kan vist roligt sige at det kun er for at holde fast paa en tradition. Kapitalismen blomstrer som aldrig foer i Vietnam og jeg tror kun at det er de mest naive gamle kommunister der stadig kan finde paa paastaa (og selv tro paa) at de lever i et land der foelger kommunismens grundtanker.

Naa... det blev vist til lidt mere end bare vietnam-krigens "Hvor, hvornaar og hvorfor", men er der jo ogsaa lidt baggrundsviden:-)

Om folkene her i landet maa det siges at lige som det var tilfaeldet i Cambodia, kan man kun vaere imponeret over det livsmod der fremvises af et folk der for kun saa kort tid siden var i blodig krig. De er utroligt venlige, hjaelpsomme og smilende. Samtidig skal det dog siges at idet Vietnam er et mere velstaaende og vestligt orienteret land end eksempelvis Cambodia er det ikke den samme form for imoedekommenhed man ser her. De smiler ikke til dig bare fordi du ser anderledes ud, men der er jo ogsaa saa mange af os vestlige turister her at de nok ville faa ret ondt i smilebaandene hvis de skulle smile til os alle, men det aendre ikke paa det faktum at mange mennesker hernede ville loebe i smaa cirkler omkring sig selv i flere timer hvis de troede det ville hjaelpe dig.

Imponerende er det ogsaa at flere af de guider vi har haft indtil videre, selv har kaempet under krigen, vel at maerke mod amerikanerne. Disse mennesker har i deres unge dag set mange af deres venner og familie blive draebt af den vestlige verden repraesenteret ved USA. De har alt muligt god grund til at afsky alle der er vestlige af udseende, men det synes ikke at vaere tilfaeldet. Ikke nok med at de ikke synes at baere nag mod den vestlige verden, de ligefrem tager job hvor de hjaelper vestlige, det er da lidt flot! Men naar man iagttager guiderne, specielt naar man er ude og se noget der har med krigen at goere, faar man ogsaa en fornemmelse af at de lidt foeler en sejr ved at kunne staa der og fortaelle om hvordan de smed de store, moderne vestlige haere ud med saa primitive midler, men man kan vel heller ikke bebrejde dem for at foele stolthed over at have forsvaret deres land! Det er vel kun naturligt!?

Det var egentligt meningen at denne blog skulle beskrive hvad vi egentligt lavde de foerste dage, men jeg tror jeg gik lidt i "skrive-selvsving", saa jeg haaber ikke den blev for kedelig. Tankerne fik bare pludseligt frit loeb gennem fingrene. Saa nu bliver denne blog bare til en blog om gennerelle indtryk af Vietnam og lidt historie, og saa maa det vi har lavet komme om lidt.

Hvis der nogen der undrer sig over bloggens titel kan jeg fortaelle at "Viet nam, muon nam" betyder "Vietnam laenge leve" eller "Vietnam for evigt"!