Brev 40, fra Tyrkiet og Syrien

Kaere allesammen,

The Bazar 01

Saa sidder jeg her i Damascus i Syrien. Jeg er rejst over land ind i Syrien for en lille uge siden fra Tyrkiet. Min ferie startede jo allerede d. 27. juni i Istanbul. Men for engangs skyld har der ikke vaeret saa meget at skrive om. Det er jo ikke fordi der ikke er sket noget, jeg har bare ikke vaeret saa imponeret af Tyrkiet, som jeg har vaeret af saa mange andre lande. Der var da nogle flotte ting at se, og i kan jo se nogle af billederne paa min travelpod profil, men der har ikke vaeret wauw oplevelser som Angkor Wat, Tuvalu, Bellingen eller andre af de ting jeg har set rundt omkring paa mine rejser. Det kan godt vaere at det er mig som er blevet forvandt, men det haaber jeg virkelig ikke, jeg er jo kun 23, saa jeg haaber bare at det er mig og Tyrkiet der aldrig bliver bedstevenner, som jeg er blevet med lande som Kina og Tuvalu.

Which way is Mecca?

Jeg tog hjemme fra om morgenen fredag d. 27. juni efter en meget travl uge. Om tirsdagen havde jeg haft min sidste eksamen paa kinesiskstudiet. Onsdag blev saa brugt paa at pakke og sige farvel, og torsdag var jeg saa kommet til at sige ja til at gaa til en forpraemiere paa den nye Narnia-film, som jeg foroevrigt fandt ganske god. Men det blev ikke foer sent at jeg kom hjem og skulle ordne alle de smaa praktiske ting, saa tre timers soevn var alt det blev til foer jeg skulle op igen og ud i lufthavnen.

Jeg arbejder jo stadig paa hospitalet, men jeg har ogsaa faaet et lille afloeser job i lufthavnen, som informationsmedarbejder, saa jeg moedte jo nogle af mine kollegaer, som satte mig over i business class check-in, det gik lidt hurtigere.

Jeg floej til Istanbul via Prag, og proevede for foerste gang i meget lang tid at flyve paa business class. Turen fra Kastrup til Prag var paa monkey class, men ved in checkningen i Prag, var et danske par blevet splittet op, og spurgte derfor mig om jeg ville have noget imod at sidde i pigens saede paa business class, saa de kunne sidde sammen, det havde jeg selvfoelgelig ikke. Saa champagne, dvs. orange juice, da jeg stadig ikke kan lide champagne, og tre retters frokostmenu til mig - dejligt.

Siden sidst jeg var ude og rejse er jeg blevet medlem af De Berejstes Klub (www.berejst.dk), som er en forening for rejseglade folk. Udover at man har nogle ligesindede at dele sine roeverhistorier med, faar man ogsaa rabater paa forskellige ting. DBK har en venneklub i Istanbul, og jeg havde haabet at kunne laane deres, gratis, vaerelse, men jeg fik kontakt oplysningerne for sent, saa jeg endte med at finde et lille hostel taet ved Den Blaa Moske.

Den dag jeg ankom trillede jeg bare lidt rundt, vendede mig til varmen og saa videre. Det var meget varmt om dagen, men heldigvis dejligt koeligt om aftenen og natten, saa man behoevedes ikke en aircon.

Om loerdagen fik jeg saa set mig lidt om i Istanbul. Fik set Hagia Sophia, som jo er et af must-see tingene i Istanbul. Kirken/moskeen blev bygget ca. i aar 500 AD, og ja den er stor og det er godt klaret at de kunne bygge saadan noget for 1500 aar siden, men jeg var bare ikke saadan rigtig imponeret. Det hjalp nok heller ikke at der stod et kaempe stillads i midten, da de var igang med at restaurere kuplen. Da Hagia Sophia blev bygget var det en kirke, men blev saa omdannet til en moske senere hen, hvorefter alle mosaikkerne af mennesker blev overdaekket. Da Ataturk saa kom til magten, blev Aya Sophia omdannet til et museum, og saa blev mosaikkerne genfundet, men de havde det ikke saa godt, saa nu er man igang med et restaurations arbejde, som nok tager et stykke tid, det er trods alt en stor kuppel. Resten af dagen blev brugt paa at se Topkapi Paladset og Den Blaa Moske. Topkapi var da ok, men mit favorit palads er og bliver nu Grand Palace i Bangkok, det er saa farvestraalende. Den Blaa Moske var det sidste jeg saa den dag, stort rum, paenere indrettet en Hagia Sophia, men en forfaerdeligt lugt af sure sokker.

Det hostel jeg boede paa var et meget lille sted. Jeg boede paa dormitoriet i en koejeseng i kaelderen, sammen med tre af hotellets ansatte. Men det var billigt, paent og nogenlunde rent.

Soendag startede min tur saa. Jeg rejser igen med Imaginative Traveller, som ogsaa var dem jeg cyklede med i 2006. Den tur jeg er paa i aar, gaar fra Istanbul til Cairo i loebet af 36 dage, men hvor de andre ture har vaeret med den samme gruppe hele vejen, er denne tur sammen sat af fem ture. De foerste 14 dage af turen foregik i Tyrkiet, med en lille gruppe paa syv mennesker, Victoria (USA), Kara (Wales), Dee og Mike (Kiwi'er boende i London), Bex og Clint (Kiwi'er i London) og Marion (fra Tyskland, som er den eneste som jeg skal rejse med hele turen). Vi boede paa et hotel lige ved siden af den stoerste banegaard i Istanbul, det viste sig at det er paa denne banegaard at Orient Ekspressen kommer ind, ganske ekstotisk, men ganske irrierterende, naar de larmer om natten.

Mandag morgen startede turen for alvor, med en fem timers bustur til Gallipoli. Gallipoli ligger stadig paa den Europaeiske side af Tyrkiet, og er kendt p.g.a. det lange og blodige slag der stod her i 1915 under Foerste Verdenskrig imellem De Allierede og Ottomanerne. Hen over ti mdr. doede flere hundrede tusinde, bare fordi De Allierede proeve at overtage kontrollen med The Dardanells, som er indsejlingen til Sortehavet. De fleste der var paa denne tur var Australiere og Kiwi'er, da en meget stor del af dem der doede ved Gallipoli var medlemmer af ANZAC styrkerne, som var dem Britterne tilkaldte da de ikke selv kunne klare sig i Galipoli. ANZAC staar for Australian and New Zealand Army Corps. Efter at have koert rundt paa Galipoli halvoeen i seks timer, sejlede vi over The Dardanelles og var saa i Asien. Vi overnattede i en by kaldet Canakkalet, som ligger lige i naerheden af Troja. Om tirsdagen havde vi en mulighed for at taget paa en tur til Troja, men da der ikke er noget at se laengere, valgte jeg at blive hjemme og sove laenge for en gangs skyld. Dem der tog til Troja sagde at det var lidt lige som at se stedet hvor the Battle of Hastings fandt sted "det er jo bare en mark!", saa jeg gik vist ikke glip af saa meget.

Efter Canakkale gik turen til Selcuk. I byen er der ikke saa meget at se, det man kommer til Selcuk for at se ligger uden for byen, man kommer for at se Ephesos og et af den antikke verdens syv vidundere: Artemis Templet.

Vi stod tidligt op for at komme ud til Ephesos foer alle cruise turisterne, vi havde faaet et tip om at tre krydstogt skibe, ca. 10.000 mennesker, ville komme i loebet af formiddagen, saa vi stod derude kl. 8 da de aabende, og vi fik da ogsaa nogle gode billeder, den for mange turister paa. Der var nogle flotte ting at se paa, men efter knap to timer havde jeg faaet nok af at se paa sten i ruiner. I middagsheden blev det til en lur, en lille vane jeg har tillagt mig her i det mellem oestlige. Om eftermiddagen tog jeg ud til Ephesos museet og laerte lidt om gladiatore, og fandt ud af at man godt kan laere dansk ud af en ordbog. Stod i turist informationen og kiggede paa postkort, da en af medarbejderne kom over til mig og spurgte hvor jeg var fra, sagde jeg var fra Danmark, hvorefter han fortsatte paa dansk. Udtalen var af og til lidt speciel, men absolut forstaaelig. Med instruktioner paa danske fandt jeg nu vej ud til et af verdens syv vidundere, Artemis Templet. Den antikke verdens syv vidundere var: Babylons Haengende Haver, Statuen af Zeus ved Olympia, Maussollos Mausolaeum ved Halicarnassus, Kollosen paa Rhodos, Fyrtaarnet ved Alexandria, Artemis Templet ved Ephesos og Pyramiderne ved Giza. Pyramiderne er de eneste der stadig staar, templet jeg saa er kun en masse sten paa jorden og en enkelt soejle, men to storke boende paa toppen. Glaeder mig til at se det naeste vidunder paa denne tur, Pyramiderne skulle jo vaere ret fantastiske.

Det skal dog tilfoejes at man godt kunne ane, at det havde vaeret et stort sted engang.

Fra Selcuk forsatte vi saa syd paa til Pamukkale, som er kendt for sine kalcificerede kilder. En hel bjergskraaning er helt hvid, da vandet der kommer ud har saa hoejt et kalk indhold at kalken bundfalder saa snart det lander nogen steder. Der var godt nok hvid, det lignede lidt en skibakke, men naar man traadte paa det var man ikke i tvivl om at det ikke var sne man stod maa, det var, sjovt nok, haardt som sten. Det var dejligt at stikke foedderne i lidt vand, da der jo er ret varmt i Tyrkiet om sommeren. Og vand fik vi endnu mere af dagen efter da vi dagen efter koerte til Gocek og gik ombord paa en gulet, en tyrkisk baad, som vi sejlede paa til dagen efter. Fra baaden blev det jo ogsaa til nogle svoemmeture i det dejlige vand. Om natten sov vi paa daekket under stjernerne, det var ret flot, og meget behageligt.

Vi havde desvaerre kun lidt under et doegn paa baaden hvorefter turen gik videre til Dalyan, som mere eller mindre er invaderet af Britter. Der er meget varmt i Dalyan, men heldigvis havde vores hotel en pool, som jeg brugte stoerste delen af min tid i, saa fik jeg jo ogsaa lidt farve. Der var ogsaa lidt at se i Dalyan, nogle grave hugget ind i klipperne der omgiver byen, men de var ikke noget videre, isaer ikke naar jeg ved hvad der venter mig forude (Petra). I Dalyan havde jeg ogsaa bare brug for at slappe lidt af, at lave saa lidt som muligt, det her kaldes godt nok ferie, men der er hele tiden noget at lave, tidligt op og sent i seng, saa af og til har jeg bare brug for en rigtig afslappende dag, hvor jeg ikke laver noget, det eneste jeg lavede den soendag i Dalyan ud over at ligge i vandet, var at gaa ud og hente en is til frokost:-D

Mandag startede bevaegelsen igen, vi to til Cirali naer Mt. Olympos, hvor vi om aftenen skulle op og se The Kimera, som er naturlige gasflammer, der nu har braendt i ca. 12000 aar. De er eftersignede uudslukkelige, men det lykkedes os nu at slukke en...men den antaender sig sikkert igen, vi gad bare ikke sidde og vente i timevis. En af de ting vi ogsaa skulle opleve ved Mt. Olympos var at bo i de saa kaldte traehuse, det var da ganske hyggeligt, men jeg syntes ikke at det var noget specielt, det var bare smaa rum i krydsfiner.

En tur til Tyrkiet er vel ikke fuldendt uden en tur til turisthelvedet Antalya, saa der havde vi lige fem timer inden vi dragede videre til Cappadocia regionen. I Antalya fik jeg tiden til at ga med at gaa lidt rundt og koebe mig et par nye stiletter, lidt sko'o'man er man vel...

Da jeg koebte denne tur igennem Mellem-Oesten var det jeg primaert havde mit oeje paa Jordan og Egypten, isaer Petra i Jordan. Jeg kan huske at have hoert historier fra min Mor om hvordan hun desvaerre ikke fik set Petra da hun var i Kibbutz, og efter at have fundet ud af at det ikke var kulisser i Indiana Jones and the Quest for the Holy Grail (den med Sean Connery som Indy's far), blev jeg jo virkelig nysgerrig. Tyrkiet var bare noget jeg lige saa godt kunne se nu jeg var i nabolaget, saa jeg havde ikke kigget saa meget paa hvad vi skulle se i Tyrkiet, saa da jeg kom til Cappadocia fik jeg en overraskelse, det er et ret facinerende sted.

For mange tusinde aar siden var der mange vulkaner i udbrug i omraadet, det har resulteret i en sjov jordbunds kombination, hvor det underliggende er bloedere end det over, saa det erodere vaek, mens det haarde bliver liggende paa toppen som hatte. Saa hele regionen ligner en masse sukkertoppe. Vi havde taget natbussen fra Antalya til Urgup, og det foerste vi saa, da vi saadan havde faaet oejne, var mange farvestraalende luftballoner stige op fra dalene, saa turisterne kunne se de fantastiske formationer fra oven, men billedet af disse store og dovne balloner langsomt stige i den klare luft, det er noget jeg vil huske som noget af det flotteste i Tyrkiet.

Natten i bussen var ikke blevet brugt paa at sove, da der foerst blev spillet meget hoej musik efterfulgt af en dreng paa 3-4 aar der brugte et par timer paa at skrige efter sin far, paa raekken lige bag mig, saa soevn blev det ikke til. Heldigvis var der ledige vaerelser da vi kom frem, saa vi sov indtil middag, hvorefter vi tog til udendoersmuseet ved Goreme. Indtil 50'erne boede folk nemlig i udhuggede huse i disse sjove klippeformationer, da de jo var dejligt lette at udhugge og forme. Disse huse, kirker og andet staar der stadig idag, nogenlunde intakt og ret flot. Jeg havde desvaerre ikke saa lang tid i Goreme, da jeg skulle tilbage til Urgup og naa paa posthuset inden de lukkede og sende en pakke hjem, det var en ganske underholdende affaere, da de ikke snakkede engelsk og jeg ikke saerligt meget tyrkisk. Men vi fandt ud af det efter mange fagter og smil og efter at jeg havde moedt halvdelen af postbudets familie, men hvorfor er internationale postformulare altid skrevet paa fransk..?

Vi havde heldigvis flere dage i Cappadocia, saa dagen efter stod den paa en to timers gaatur igennem en af dalene, det var virkeligt smukt, lidt lige som en tur igennem en dinosaurfilm. Derfra tog vi saa til Zelve Open Air Museum, som viste det samme som Goreme, dog i lidt mere faldefaerdig version, da de lige havde haft stenskred. Om eftermiddagen saa vi et slot udhugget i klippen samt en by i ni etager under jorden, desvaerre kunne vi kun se fire etager, men selv det var imponerende, og til tider saa traengt at jeg naesten kravlede, og jeg er trods alt kun halvanden lort hoej, som min Far jo saa soedt plejer at sige. Disse stenformationer er lidt svaere at forklare, saa jeg vil varmt anbefale et besoeg paa min travelpod: www.travelpod.com/members/evamaria85 , hvor der ligger billeder fra hele min tur.

Indtil vi naaede frem til Cappadocia havde jeg ikke vaeret saerligt imponeret over Tyrkiet, men jeg fik mig en "wauw-oplevelse" og de er dejlige, og bliver jeg engang millionaer, skal jeg til Cappadocia igen og ud og flyve i luftballon, det kunne budgettet ikke lige klare i denne omgang. Fra Cappadocia koerte vi til Kahta, hvorfra vi besteg Mt. Nemrut. Mt. Nemrut er i sig selv ikke noget specielt bjerg, men for 2000 aar siden valgte en konge at bygge sit eftermaegle paa toppen af dette bjerg. Han byggede en solopgangsterrasse og en solnedgangsterrasse, med flere statuer paa hver, og det var ikke smaa statuer, ca. 6 meter hoeje. Men nu staar de ikke laengere, jordskaelv har faaet dem til at falde, saa nu staar hovederne bare paa jorden, som et eftermaelge for denne, foroevrigt uvigtige konge med storhedsvanvid. Solnedgangen saa ikke udtil at blive noget saerligt, hvorfor vi valgte at gaa ned mens det stadig var lyst, det var jeg glad for, desvaerre skiftede himlen farve til den flotteste blodroede farve da vi var halvvejsnede, men hvordan kunne vi vide det.

Fra Kahta tog vi til Urfa, eller Sanliurfa som det hedder idag. Og det var nok den vaerste oplevelse laenge. Urfa er en ret konservativ by nogle timer fra graensen, langt de fleste kvinder gik rundt i sorte chador, paa nogle kunne man se oejnene paa andre var der ogsaa et stykke stof foran hele ansigtet saa de mere eller mindre lignede Nazgul eller Dementore...Maendenes beklaedning varierede imellem vestlig, pludderbusker eller natkjole og kefir (den slags hovedbeklaedning som Yassir Arafat altid havde paa). Der er helt vildt varmt i Urfa, solen bagte ned, ikke en vind roerte sig og selvom vi gik rundt i loese t-shirts og lange bukser, blev vi alligevel kigget ubehageligt meget paa. Dette moede med et meget muslimsk samfund gjorde mig lidt nervoes for min tur igennem Syrien, da Tyrkiet jo faktisk er et sekulariseret samfund, men heldigvis var mine bange anelser ubegrundede.

Hen paa eftermiddagen ville nogle af de andre have sig en oel, saa de spurgte en yngre mand paa gaden hvor man kunne koebe oel, svaret var at "I Urfa kan man ikke koebe oel", der var jo bare lige den lille detalje at han stod ca. 15m fra tre restaurenter der solgte alkohol...Hvis man lukker oejnene forsvinder det man ikke vil se nok...

I Urfa sagde Marion og jeg saa farvel til de andre hvorefter vi koerte til Syrien i taxa. Marion havde anskaffet sig et visum paa forhaand, men jeg skulle soege paa graensen. De fleste nationaliteter kan ikke soege paa graensen, men da Danmark ikke har en syrisk repraesentation, kunne jeg godt. Visumet kostede 130kr og deroven i betalte jeg 25kr for at faa det hele til at forloebe lidt lettere...her kalder de det bakeesh...i Danmark er det vist ikke helt lovligt...

De foerste dage i Syrien blev brugt i Aleppo, som faktisk er en ret konservativ by, men meget behageligere end Urfa. Fra Aleppo besoegte vi et kloster, samt tog paa tur rundt i byen hvor vi saa citadellet, samt noed indtryggene i souq'en, som virkelig er et meget farvestraalende sted, hvor mange timer, og penge, kan bruges. Mht. penge saa er Syrien et dejligt billigt land, i Aleppo spiste vi paa en af de meget fine restaurenter, det kostede 600 Syriske pund per person, 600 Syriske pund er ca. 60kr., saa dyrt var det ikke. Fra Aleppo tog vi til Hama, som i sig selv er kendt for sine meget store vandhjul, der hjaelper til med vandingen af omkring liggende marker, men Hama er ogsaa kendt som den by man bor i naar man skal ud og besoege Crac de Chevailers. I Lonely Planets bog om Mellem Oesten beskrives Crac de Chevailers som et hvert barns droemme borg, og ja, man er absolut ikke i tvivl om hvad det er man kigger paa, det er saadan borge ser ud i film, bare lige med den lille forskel at denne borg er knap 1000 aar gammel og at der rent faktisk har boet korsriddere i den. Crac de Chevailers er flot, men ikke saerlig spaendende naar man kommer inden doere, da alt intereur er vaek, der er kun murvaerket tilbage, det er ikke lige som naar man besoeger slotte i Danmark, som jo ogsaa er noget yngre, hvor man gaar igennem rummene og ser paa malerrier og moeblement, men storslaaet er den. I Hama skete der ellers ikke det store, vi slappede af og laerte hinanden lidt bedre at kende. Ud over Marion og jeg bestaar denne gruppe af Helen og Louise fra England, Iona fra Skotland, Stephanie fra Schweiz og Aldo, ene hane i kurven, fra Peru.

Jeg skal blankt indroemme at jeg foretraekker selv at kunne bestemme hvad jeg har paa, om det skal vaere en kort nederdel eller en loes kjole, men efter at have vaeret lidt her i Syrien har jeg fundet ud af at der er nogle fordele ved at vaere kvinde her, man oplever dem dog primaert naar man lige taenker lidt over hvad man har paa. Naar kvinder gaar ind i en butik bliver de ekspederet foerst, selv om at der staar maend i koeen foran dem, doere bliver holdt, og biler holder tilbage. I det hele taget har jeg kun moedt venlige og hjaelpsomme mennesker her i Syrien.

I Syrien er der ikke regler for hvordan man skal gaa klaedt, som der f.eks. er i Iran, og jeg har da ogsaa set flere lokale unge kvinder, som ikke var paa "arbejde" gaa ned af gaden i stramt toej, man taenker lidt mere over det naar man ser en kvinde i leggins, mini skirt og stiletter her, end man goer derhjemme, men her gaar over halvdelen af kvinderne rundt i sorte telte, saa neonfarvede leggins er lidt lettere at faa oeje paa.

Fra Hama gik turen til Palmyra, en ruinby midt ude i oerkenen, og ja der var varmt og toert. Palmyra ligger paa Silkevejen ved en stor oase, idag er der naesten kun ruiner tilbage, men det er flot, da det hele har en svag lyseroed farve. Den foerste dag vi var der saa vi solnedgangen fra citadellet, ganske flot og farvestraalende, dagen efter stod vi saa halv tidligt op for at kunne faa en rundvisning inden at det blev for varmt. Og bedst som man gaar der imellem tusinde aar gamle ruiner spoerger guiden om der er nogen fra Danmark, jeg raekker haaned i vejret, hvorefter han fortaeller mig at jeg skal gaa paa Glyptoteket naar jeg kommer hjem, for det er en dansker der har vaeret med til at udgrave en god del af Palmyra, som har vaeret daekket af 5-6 meter sand, og at de danske arkaeologer som tak fik en del skatte med hjem som nu er udstillet paa Carlsberg Glyptoteket. Lige en siddebemaerking om at moede danske ting de underligste steder. Paa den laekre restaurent i Aleppo, ville folk gerne have oel, der blev spurgt om hvilke restaurenten havde, hvor til der blev svaret at de havde en Libanesisk oel, samt den Tyrkiske oel Tuborg...

Igaar koerte vi saa fra Palmyra her til Damascus og imorgen gaar turen saa videre ind i Jordan.

Igaar var jeg lidt traet af at vaere her, varmen, stoevet, at leve i en rygsaek og saa videre, men jeg var saa heldig at finde den dejligste cafe, lidt i stil med Skyways i Nanjing, hvor folk saa helt normale ud, ingen kvinder i chador, ingen maend i kefir, men helt "normale" mennesker og vestlig mad, det var lige det jeg havde brug for, et pusterum hvor jeg ikke hele tiden skulle tage stilling til dit eller dat.

Tyrkiet er ikke lige mig, det er sikkert fint nok at tage paa badeferie, men som oplevelsesferie syntes jeg ikke at det var noget saerligt, altsaa bort set fra Cappadocia. Men Syrien har vaeret en dejlig oplevelse, soede, venlige og aerlige mennesker (de syriske moenter ligner hinanden virkelig meget, saa det er ikke altid lige let at faa betalt det tingene koster).

Saa er Heins udenrigskorreospondence genaabnet, nu paa sjete aar og endnu engang fra et nyt hjoerne af verden. Men det var vist alt for nu, jeg vender tilbage om et par uger eller saa, naar der er lidt at skrive om igen.

Pas godt paa jer selv.